|
Pressemeddelelse. 19. december 2000
Fleggaards online-butik får e-handelsmærket
Som blot den anden danske
e-handelsvirksomhed har Fleggaards e-butik shop.fleggaard.dk fået
det nye e-handelsmærke, der sikrer forbrugerne optimalt, når de handler
på Internettet. E-handelsmærket er en garanti for, at butikken lever
op til alle regler og retningslinjer. Hos Fleggaard tilbyder man nu
også andre virksomheder, der vil drive e-handel, hjælp til at opfylde
de krav, som mærket kræver. Den rådgivning kan forretninger få, hvis
de opretter en butik på Fleggaards nystartede e-portal www.shop4all.dk
E-handelsmærket betyder øget tryghed for alle danskere, der vil handle
på Internettet. Og den sikkerhed vil Fleggaard understrege. Derfor
har koncernen søgt om at få mærket til shop.fleggaard.dk, og som den
anden virksomhed er Fleggaards e-shop netop blevet godkendt af E-handelsfonden,
som administrerer og uddeler e-handelsmærket, og efterfølgende overvåger,
at retningslinjerne bliver overholdt. "Vi er utrolig glade for, at
vi som blot den anden virksomhed får e-handelsmærket. Det er vigtigt
for os at skabe seriøsitet omkring e-handel, og her er e-handelsmærket
et godt redskab. Mærket kan forsikre de danskere, der stadig er skeptiske
overfor e-handel, om, at alle retningslinjer og regler bliver overholdt,
selvom handlen foregår over Internettet. Vi vil gerne gå forrest og
vise at en almindelig købmand som Fleggaard kan drive e-butik, få
e-handelsmærket og føre seriøs e-handel," siger Daniel Sigrist Christensen,
IT konsulent i Fleggaard koncernen.
Netop filosofien om at godt købmandsskab kan overføres til Internet, har fået
Fleggaard til at starte e-handelsportalen www.shop4all.dk, hvor
alle forretningsdrivende kan få oprettet en e-shop uden nødvendigvis
at have et kendskab til e-handel i forvejen. Portalen har kørt
i omkring en måned, og flere forretninger har benyttet sig af
tilbuddet om, at få en komplet e-handelsløsning via portalen.
"Det der er enestående ved Shop4all er, at alle kan være med.
Vi leverer både B2C og B2B-løsninger, og alle har mulighed for
at udnytte portalens potentiale uanset størrelsen på deres virksomhed.
Her kan de helt små forretninger, uden Internet erfaring, få en
e-butik uden at skulle have kendskab til teknikken, og de store
koncerner kan også udnytte mulighederne i portalen," siger Daniel
Sigrist Christensen og forklarer: "Grunden til at vi har oprettet
Shop4all er, at vi blev meget trætte af at se, hvordan e-handel
er blevet mishandlet af folk, som koncentrerer deres indsats om
at malke penge ud af markedet uden at levere en ordentlig vare.
E-handel skal tages dybt seriøst. Derfor fører vi Fleggaards forretningsfilosofi
om godt købmandskab med ud i cyberspace."
Shop4all-konceptet
er skræddersyet sådan, at portalen varetager alle de tekniske løsninger,
stiller rådgivning til rådighed og sørger for at oplære de forretningsdrivende
i at drive e-handel. "Vi fortæller hvordan man driver e-handel. Og
efter vi har fået e-handelsmærket på shop.fleggaard.dk, vil vi samtidig
være i stand til at rådgive omkring de retningslinjer, som man skal
overholde for at få e-handelsmærket, hvis butikken ønsker det," siger
Daniel Sigrist Christensen.
Prisen for en Shop4all butik er 950 kr.
ekskl. moms pr. måned. Derudover er der nogle omkostninger til en
aftale om Dankort-betaling via PBS. I opstartsfasen er det gratis
at have en butik på Shop4all. Butikken ligger skjult, sådan at den
ikke kan ses, indtil butikken er helt klar.
Allerede nu består shop4all.dk af en broget skare af virksomheder.
Her er alt fra Hærvejens Slagter til store koncerner som Tele2 og
Telia. Hos Telia er man meget begejstret for butiksløsningen, som
bruges i det daglige arbejde. "I begyndelsen var jeg spændt på, om
jeg kom til at anvende shoppen, men i dag er jeg begejstret. Den er
utrolig let at bruge og sparer mig for masser af tid. At have det
totale overblik over produkterne og kombinationsmulighederne er blevet
et uundværligt salgsværktøj," siger Søren Aabye, leder af Telia Shoppen
på Amager Torv i København.
For yderligere information:
www.shop.fleggaard.dk
www.e-handelsfonden.dk
www.shop4all.dk
Daniel Sigrist Christensen
IT konsulent, Fleggaard Koncernen
Tlf.: 7330 3814
Fax: 7330 3899
E-mail: dsc@dangaard.dk
|